Åbning af Bank & Rau: Menneskebyen

KOM MED TIL ÅBNING I NIKOLAJ KUNSTHAL OG OPLEV ET PORTRÆT AF BYDELEN TINGBJERG OG DENS BEBOERE.

PROGRAM:
16.15 – Velkomst ved Helene Nyborg, kunstnerisk leder af Nikolaj Kunsthal
16.20 – Tale ved Bank & Rau

Der vil til åbningen være mulighed for køb af drikkevarer.

Det er gratis at deltage og alle er velkomne!

OM UDSTILLINGEN
Menneskebyen er en udstilling skabt til Nikolaj Kunsthals Øvre Galleri af kunstnerduoen Bank & Rau. Titlen refererer til arkitekten Steen Eiler Rasmussens kaldenavn for bydelen Tingbjerg, som han tegnede i 1950erne. Tingbjerg figurerer i dag på den såkaldte ghettoliste, er betegnet som et bevaringsværdigt byggeri, og blev i sin tid tegnet til at dække behovet for genhusning grundet 40'ernes sanering af indre København.

Bank og Rau har til udstillingen skabt et byrum af transparente skillevægge med originale vinduesskodder fra Tingbjerg. Væggene konkretiserer kontrasten mellem det levede hverdagsliv i Tingbjerg og det stigmatiserende blik fra det omkringliggende Danmark og kontrasten mellem helhedsplaner og det enkelte menneskes særegne livsbane.

I deres arbejde med udstillingen har Bank & Rau haft en tæt kontakt til området, og konkrete menneskers historier og erfaringer har lagt grund for en række skulpturer og figurer som befolker installationen.

I Installationen sammenstiller Bank & Rau objekter fra det almene boligbyggeri, som industrivaskemaskiner, branddøre, køkkenskuffer, med by-ikoner som den klassiske københavnerbænk og nyere by-design som skraldespanden med det påklistrede slogan: REN kærlighed til KBH. Virkelighedens objekter samples med lydklip, fotocollager, printede tekstiler som sengetøj og tørklæder og menneskefigurer af genbrugstøj og frembringer tilsammen en flygtig virkelighed der for en kort periode kaster et blik på et sted i vores samfund.


Udstillingen er skabt med støtte fra Nordea-fonden.