Debataften om LOST LOVE

LOST LOVE
En filosof, en præst og en antropolog i samtale om skilsmisse og den tabte kærlighed.

Billetter koster kr. 50 og kan købes her eller i kunsthallen! 

Den 23. november kl. 18-20 er Nikolaj Kunsthal vært for et arrangement, hvor filosof Anders Fogh Jensen, præst Anna Mejlhede og antropolog Cecilie Rubow vil nuancere og diskutere skilsmisse og kærlighedens trængsler i den tid, vi lever i.

Arrangementets afsæt er kunstprojektet Lost Love, der vises i Nikolaj Kunsthal fra 9. september - 17. december 2016
Kunstprojektet opfordrer fraskilte til at donere deres vielsesring for at skabe et kunstværk samt at donere et udsagn om kærligheden, bruddet eller ringen, som trykkes som plakat og ophænges. Ringene vil indgå i støbningen af et anatomisk korrekt hjerte i bronze, som sammen med udsagnene doneres til Københavns Museum og bevares for eftertiden. To mennesker er det mindst mulige fællesskab, og det er kunstprojektets grundtanke at skabe rum for, at være fælles om ikke længere at være fælles.    

PROGRAM

Leder af Nikolaj Kunsthal, Andreas Brøgger, byder velkommen efter at publikum har haft mulighed for at se udstillingen Lost Love.  Rune Fjord og Trine Bastrup, som står bag udstillingen, fortæller om de reaktioner den har fået, og bruger dette som oplæg til de tre paneldeltagere, hvis samtale vil afdække årsager og betydning af de mange brud - men ikke fra en moralsk betragtning:

Skilsmissen er kommet for at blive, og er tæt på at overhale ægteskabet som en naturlig og varig ramme om voksenlivet. Hvad er skilsmisseprocenten udtryk for? Hvordan begrunder fraskilte deres skilsmisse? Hvad er det for en smerte, skilsmissen skaber? Er det behov for et skilsmisseritual? Er skilsmisse et tabu? Hvilken rolle spiller den romantiske kærlighedsforestilling? Hvordan ser synet på ægteskabet sandsynligvis ud om tyve år? Individualismen øges, men mange udtrykker frygt for at være alene, gifte som singler, og hvad er det udtryk for? Hvilken rolle spiller sproget: at være single betyder ikke-i-parforhold, er det en mangelfuld ikke-tilstand pr. definition? Hvad vil det sige at elske, og føle sig elsket?

Anders Fogh Jensen, filosof og terapeut har bl.a. skrevet bøger om Projektmennesket, Kierkegaard og Foucault, og tilbyder filosofiske samtaler og terapi individuelt og for par.  Han undersøger pt. kærlighedsfortællinger i myter, eventyr og romaner, og hvordan disse er idealskabende, og kan være en medvirkende faktor til et brud, når konflikter og hverdagens opvask disharmonerer med idealerne.    

Anna Mejlhede, præst i Holmens Kirke har bl.a. skrevet bogen Alt forladt - når kærligheden går sin vej. Hun har selv været igennem flere skilsmisser, og ser skilsmissen som et tabu, fordi den af parterne selv, og af andre, opfattes som en skamfuld fiasko – og det holder ikke op med at være skamfuldt, selvom det er så udbredt.  Det medfører, at vi stadig er meget langt fra, at gift og skilt har samme status.

Cecilie Rubowantropolog på Københavns Universitet har bl.a. skrevet bogen At sige ordentligt farvel - om begravelser i Danmark.  Hun har forsket i, hvordan ritualer kan skabe autoritet ved at gennemspille en vis orden og gentagelse, samtidig med at ritualer hele tiden skal tilføres liv og ændringer, hvis de skal give mening.  Ægteskabet er en rig og ritualiseret tradition, og for Rubow er det oplagt at overveje, hvordan en afslutning af et ægteskab kan ritualiseres ’før døden os skiller’.

Der vil være mulighed for at købe drikkevarer i kunsthallens cafeen.

Find mere information om kunstprojektet Lost Love her: www.lostlove.dk