Fernisering: FOKUS 2016

Velkommen til åbningen af dette års FOKUS. Aftenen byder på introduktion til VR:Labs virtual-reality projekt samt øl og snacks.

Med etablerede kunstnere, spirende talenter og en ny, eksperimenterende teknologisk platform inviterer Nikolaj Kunsthal for sjette år i træk indenfor til dette års FOKUS, der stiller skarpt på, hvad der rører sig indenfor videokunsten netop nu. I år kan FOKUS 2016 præsentere den London-baserede kunstner og filminstruktør John Akomfrah som sit hovednavn. Akomfrahs værker rummer en dybde, kompleksitet og stor poetisk udsigelseskraft, som med deres fokus på migration, identitet og erindring i høj grad taler til vores samtid. FOKUS viser Akomfrahs store episke treskærms-videoinstallation Vertigo Sea, der skildrer menneskets relation til havet. Filmen sammenvæver historier om udbytning, global migration, krige og slaveri i en tidsløs montage, og filmen er en meditativ skildring af menneskets forhold til naturen, af skønhed, valg og forsvarsløshed.

FOKUS har også denne gang udsendt et open call og har modtaget 250 videoværker fra 34 forskellige lande. Juryen har udvalgt 30 værker, som kan opleves i Nikolaj Kunsthal i hele perioden, hvorefter der som afslutning på FOKUS kåres tre vindere ved en særlig event.

Under overskriften VR:LAB – PEER REVIEW giver FOKUS 2016 desuden plads til nye teknologiske platforme. I år vises ni virtual reality-værker, der udfordrer den måde, vi oplever film på.

Endelig præsenterer FOKUS Niels Pugholms nye videoværk Bilferie - Tyskland – 1936, der vises på Københavns Stadsarkivs læsesal på Rådhuset.

Deltagende kunstnere: Hanna Abrahamsson (SE), John Akomfrah (UK), Viktor-Emil Dupont Billund, Hannah Buckley (GB), Malene Choi, Eva la Cour, Dark Matters, Declinación Magnética (ES), Tina Enghoff, Felleskassen (NO), Søren Thilo Funder, Rafael Guendelman (CL), Selini Halvadaki, Bjørn Erik Haugen (NO), Maalem Omar Hayat (MA) & DJ Rupture (US), Louis Henderson (GB), Elias Heuninck (BE), Duane Hopkins (GB), Lin Li (GB), Nautofon (SE), Nikolai Nekh (PT), Jeppe Rohde Nielsen, Linea Ojala, Other Story, Niels Pugholm, Nanna Rebecca & Pernille Lystlund Matzen, Flemming Rolighed, Anna Samsøe, Luise Sejersen, Malte Starck, Annicken Thrane-Steen (NO), Vladimir Tomic & Ana Pavlovic, Vilje Celin Kern Vestenfor (NO), VR:Lab (Aino Suni, Rikke Tambo Andersen, Alexander Lind, Maximilian Mayrshofer, Calle Holck, Allan Luckow, Camilla Figenschou, Elín Hansdóttir, Birgitte Rask, Frida & Lasse Barkfors, Christian Vangsgaard, Karna Sigurðardóttir, Anna J Ljungmark, Rasmus Kloster Bro, Kristian Kryger, Tobias Gundorff Boesen, Niels Ahlefeldt Wetterberg, Johan Knattrup Jensen og Mads Damsbo).

FOKUS CITY:
FOKUS videokunstfestival dukker op på udvalgte steder i København. Her kan du opleve Niels Pugholms nye videoværk på læsesalen på Københavns Stadsarkiv. De 30 udvalgte videoer fra open call vises på små FOKUS videobokse rundt om på biblioteker og cafeer, i biografen og et kulturhus i festivalperioden.

Du finder en FOKUS videoboks her: Grand Teatret, Hovedbiblioteket, Vinhanen Vesterbro, Vinhanen Nørrebro, Østerbro Bibliotek, Kulturhuset Islands Brygge og Kaffebaren på Amager.

FOKUS Special Edition: 2011-2015: 
Sammen med The Exposed udgiver FOKUS i år en publikation, der præsenterer videokunstværker på en ny måde. Med en særlig kombination af app og trykt magasin kan man erhverve sig 15 fremragende videoværker til fri afbenyttelse på mobil eller tablet. Værkerne er vindervideoer fra de fem første års FOKUS open call 2011-2015.

Deltagende kunstnere: Lasse Lau, Rose Eken, Olaf Breuning (CH), Julie Tovgaard & Mira Kellermann, Smike Käszner, Niels Pugholm, Mia Wewer, Kristina Elisabeth Steinbock, Søren Lose, 
Margarida Paiva (PT/NO), Marcus Shahar (IL), Samira Hashemi (US), Malene Choi, Lene Vollhardt & Seraphine Meya (D), Paul Simon Richards (UK).

For at opleve værkerne skal man have både app og trykt magasin. FOKUS Special Edition kan købes i Nikolaj Kunsthal. Download FOKUS-appen eller The Exposed-appen fra App Store, og følg instruktionerne. FOKUS vil gerne takke de 15 kunstnere for deres medvirken til udgivelsen.