FOKUS CITY / Københavns Stadsarkiv - Niels Pugholm: Om videokunst og historiske fotografier

Niels Pugholms ’Bilferie - Tyskland – 1936’ kan fra 15. februar opleves på Københavns Stadsarkivs læsesal, og Stadsarkivet har derfor inviteret Niels Pugholm til at fortælle om tankerne bag værket. 

Pugholms nye videoværk følger en dansk families biltur ned gennem 30’ernes Tyskland, hvor de skal besøge deres Onkel Rudi og Tante Gretas landsted i Alperne. Turen dokumenteres gennem en teenagepiges kameralinse, der skildrer en helt almindelig sommerferie i stort og småt: mødet med bjergbestigerne Herrmann og Rimfort, besøget i ungdomslejren, som forbereder sig til den forstående olympiade i Berlin, shoppeturen i München, storesøsterens sommerflirt. Små antydninger ses dog i fotoalbummet og varsler i eftertidens tilbageblik, at andre toner er på vej. Nye tider og et nyt sæt af værdier begynder at tage form. Vi har derfor inviteret Niels Pugholm til at fortælle om tankerne bag værket.

I værket har Pugholm arbejdet med et konkret historisk materiale i form af en række amatørfotografier fra 1936, og det er med udgangspunkt i disse autentiske historiske fotos, at Pugholm fortæller sin historie om en teenagepiges sommerferie – en historie, der udspiller sig i spændingsfeltet mellem virkelighed og fiktion.

Alle er velkomne - Tilmedling ikke nødvendig.

’Bilferie - Tyskland – 1936’ kan opleves på læsesalen i perioden fra 15. februar til 3. marts.