FOKUS - Præmiering: FOKUS 2016 open call

Louis Henderson "All that is solid" (2015). Still.

FOKUS 2016 har fornøjelsen af at byde velkommen til en festlig aften, hvor de tre vindere af open call FOKUS 2016 kåres. I år er der blevet indsendt 250 videoværker fra 34 forskellige lande til open call. Produktionerne tegner et godt billede af, hvad videokunstformatet kan, og hvor det bevæger sig hen, og juryen har udvalgt 30 værker, som kan opleves i Nikolaj Kunsthal under hele FOKUS 2016. Det bliver en festlig aften med visninger af de tre vinderes værker på storskærm og premiereoverrækkelser.

 

Om FOKUS 2016 open call:
Videoværker fra 34 forskellige lande – fra Iran til USA og fra Chile til Indonesien og Italien – alle indsendt i vores open call-konkurrence. Foranlediget af de mange værkers høje kvalitet har vi i år valgt at bygge open call op på en anden måde og udvide formatet. Vi har derfor en shortlist på 30 værker, som vises i hele festivalperioden. 

Når en jury går sammen for i fælleskab at vurdere et bestemt materiale, opsættes der kriterier for, hvordan en udvælgelse sker. I år har ét kriterium været, at videomediet bliver undersøgt og udfordret på interessant vis. Andre kriterier har været, at værket skal indeholde aktualitet og relevans eller kort og godt: berøre og forføre. 

Derudover har tidens tendenser været tydelige, og her kan man nærmest tale om grupperinger inden for emner i de indsendte værker. Det gælder emner som eksempelvis: det social- og geopolitiske, performative handlinger, natur, kærlighed, metafysiske og mentale rejser. Inden for disse forskellige emner har juryen set på den samlede mængde, holdt dem op i mod hinanden og derefter fundet frem til de værker, som bearbejder emnerne på den mest interessante måde.

Juryen består i år af billedkunstner Pia Rönicke, kunstkritiker Pernille Albrethsen, dokumentarist og underviser, Lotte Mik-Meyer, Nikolaj Kunsthals leder Andreas Brøgger og kurator Johanne Løgstrup.