KULTURNATTEN 2019: HYLDEST TIL Leonard Cohen

Udstillingen åbner kort efter Kulturnatten, og derfor benytter vi anledningen til at byde gæsterne indenfor til en eksklusiv omvisning ”behind the scenes”. Herudover vil man kunne komme op i Københavns højeste kirketårn med en guide der fortæller den spændende historie om Nikolaj Kirke, der startede som sømandskirke og i dag er en kunsthal. Udenfor på Nikolaj Plads kan man høre en elektronisk hyldestkoncert til Leonard Cohen af Christian Rønn og Jørgen Teller med special guest Signe Høirup Wille-Jørgensen (aka Jomi Massage), og samtidig opleve pladsen og bygningen oplyst af en farverig lysinstallation af lyskunstner og filminstruktør Palle Vedel.

 

Omvisninger i Leonard Cohen udstillingen ”behind the scenes”

Nikolaj Kunsthal åbner d. 23. oktober sin hidtil største satsning udstillingen ”Leonard Cohen – a Crack in Everything”. Derfor benytter vi Kulturnatten til at invitere publikum indenfor i kunsthallen, hvor vi aftenen igennem laver eksklusive omvisninger ”behind the scenes”. Her kan man høre personalet fortælle om tilblivelsen af udstillingen og se hvordan nogle af de store tekniske installationer bliver bygget op i de gamle kirkerum. Udstillingen tæller store internationale kunstnere som George Fok, Tacita Dean og Candice Breitz, som alle har skabt nye værker til udstillingen, der tager udgangspunkt i Leonard Cohens univers og kunstneriske virke. Udstillingen vises netop nu i New York og vil komme til København herefter. Udstillingen er skabt i samarbejde med MAC Museum i Montreal og Kunstforeningen Gl. Strand, hvor man også vil kunne opleve en del af udstillingen når den åbner. Omvisningerne er gratis for alle Kulturnattens brugere mellem kl. 18 og 24.

 

Lysinstallation af Palle Vedel

Nikolaj Plads i indre København er som regel kun dunkelt oplyst af gadelamper, men på Kulturnatten vil pladsens nordvestlige del blive lyst op af en lysinstallation særligt designet til formålet. Det er filminstruktør og lyskunstner Palle Vedel, som skaber en lysinstallation til bygningen og pladsen, der vil tone frem i farver. Lysinstallationen vil kunne opleves af alle på Nikolaj Plads på Kulturnatten fra kl. 18 til 24.

 

Elektronisk Leonard Cohen hyldestkoncert på Nikolaj Plads 

I anledning af Kulturnatten har vi inviteret Christian Rønn og Jørgen Teller med special guest Jomi Massage til at fortolke Leonard Cohens musik på keyboard, synth og labtop. De to musikere fortolker både klassiske numre som ”First we Take Manhattan” og værker fra Cohens sidste udgivelse ”The Flame”. Musikerne vil dermed lægge sig op af omvisningerne under opbygningen af ”Leonard Cohen – a Crack in Everything”, som man kan opleve indenfor. Koncerten vil foregå udendørs på Nikolaj Plads i samspil med visuals og lysinstallationen af Palle Vedel i tidsrummet kl. 21 til 22.

 

Guidede ture i Nikolaj Tårn

Nikolaj Kunsthal vil aftenen igennem have guidede ture for publikum i Københavns tredjehøjeste tårn. Her vil man høre historien om tårnet fra 1591, der overlevede Københavns Brand i 1795 og i dag er totalt fredet og står for mange som et ikon i København. Undervejs vil man høre historien om Nikolaj Kirke – fra reformationen til udstillingssted for samtidskunst. Selve tårnet kan beses indefra, og man vil kunne nyde udsigten over København i 35 meters højde. Turene foregår i tidsrummet kl. 18 til 24.

 

Supernova i Nikolaj Tårn

Lyskunstner Camilla Brix Andersen og belyser Palle Vedel har i samarbejde skabt Supernova.
En naturlig supernova er den dramatiske afslutning på en stjernes liv, men samtidig også begyndelsen på noget nyt – et definerende træk, der deles med de 8 mindre The Orb Color Edition sfærer, som Supernova består af. Med fokus på bæredygtighed og materialers livscyklus og i åben konfrontation med publikum og samfund, komplimenterer Supernova kirketårnet ved at fylde rummet med dynamiske skygger fra 11. oktober til 31. december 2019.