Ledige stillinger

Nikolaj Kunsthal

Nikolaj Kunsthal søger en kunsthalsvært, som sammen med resten af vores team skal være med til at formidle skiftende udstillinger til et varieret publikum.

Nikolaj Kunsthal er i en spændende udvikling og i gang med at udfolde en ny profil med yderligere fokus på Københavns samtidskunstscene. Gennem en målrettet serviceindsats skal du være med til at skabe et imødekommende miljø, hvor du informerer vores gæster om udstillinger og aktiviteter i kunsthallen samt betjener vores café og lounge.

Du vil hovedsageligt fungere som udstillingsvært i vores foyer/billetsalg og være i kontakt med vores mange besøgende. Du skal regne med, at arbejdstiden følger kunsthallens åbningstider, så aften- og weekendarbejde vil forekomme. Samtidig skal du være indstillet på at varetage butiks-, lager- og administrationsopgaver. Det er vigtigt, at du er udadvendt, ansvarsfuld og kan lide at have med andre mennesker at gøre. Desuden kræver jobbet interesse for formidling af samtidskunst og kunsthallens historie.

Nikolaj Kunsthal er beliggende i den tidligere Sankt Nicolai Kirke, der kan dateres tilbage til 1200-tallet. Den smukke arkitektur indgår i et unikt samspil med nytænkende og engagerende udstillinger med dansk og international samtidskunst. I 2021 kan kunsthallen fejre 40-års jubilæum.

Nikolaj Kunsthal er en del af organisationen Historie & Kunst, der også tæller Thorvaldsens Museum, Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv under Københavns Kommune.

Om dig

- Du har erfaring med billetsalg og publikumshåndtering fra en kunst- eller kulturinstitution

- Du kan formidle kunsthallens aktiviteter til et både specialiseret og bredt publikum

- Du er mødestabil og fleksibel

- Du er serviceminded og ikke bange for at tage fat

- Du har kendskab til dansk og international samtidskunst

- Du taler og skriver godt dansk og engelsk

Løn- og ansættelsesvilkår

Arbejdstiden er 37 timer ugentligt.

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende HK-overenskomst og efter principperne i Ny Løn.

Tiltrædelse den 1. februar 2021 eller efter aftale.

Yderligere oplysninger

For yderligere oplysninger om stillingen kontaktes kunstnerisk leder Helene Nyborg Bay på 2422 8377 mandag den 21. og tirsdag den 22. december 2020 mellem kl. 10 og 12.

Send din ansøgning inkl. relevante bilag.

Søg via link her senest søndag den 3. januar 2021. Samtaler forventes afholdt i uge 3.

Kultur- og Fritidsforvaltningen
I Kultur- og Fritidsforvaltningen tror vi på, at tillid og samarbejde både øger medarbejdernes trivsel og højner kvaliteten, produktiviteten og vores evne til at gå nye veje.