Nikolaj – Københavns kunsthal 40 år

12. februar 2021 til 9. maj 2021

Nikolaj Kunsthals bygninger emmer af historier og de ældste af dem peger helt tilbage til 1200-tallet og en efterfølgende turbulent skæbne, som blandt andet omfatter Københavns brand i 1795 og senere en funktion som både brandstation og hovedbibliotek. Siden 1960’erne har den tidligere kirke - opkaldt efter de søfarendes skytshelgen Sankt Nikolaj - været knudepunkt for den progressive samtidskunst i hovedstaden.

Kunsthal med videovisioner   
I 1981 tog kunsthallen mere formelt form. I første omgang under navnet Nikolaj Udstillingsbygning. Den var blandt de allerførste udstillingssteder, der omfavnede den nye videokunst som en kunstnerisk udtryksform på lige fod med mere traditionelle kunstgenrer som for eksempel maleriet. Dette forhold til videomediet er reflekteret i den kollektive jubilæumsudstilling Nikolaj – Københavns Kunsthal 40 år, der markerer fire årtiers tilstedeværelse på kunstscenen.      

Udstillingen, der kan opleves fra 12. februar til 9. maj, præsenterer otte udvalgte videoværker fra perioden 1981-1990. Disse indgår i samtale og interaktion med otte lokale kunstnere, der hver især har skabt nye værker i relation til de ældre videoer fra kunsthallens arkiv. De nye værker består blandt andet af keramikskulpturer af henholdsvis Klara Lilja og Ida Kvetny, videoer af Michael Richardt og Ditte Johanne Krogh Bertelsen og en scenografisk installation af Filip Vest med en integreret version af den Oscar-vindende Tango af Zbigniew Rybczyński. Den komplette liste over kunstnere og værker kan ses her: 

Marina Abramović og Charles Altas (SSS, 1990), Ditte Johanne Krogh Bertelsen, Connie Coleman og Alan Powell (Hot Pink, 1981), Anika Lori, Peter Greenaway (26 Bathrooms, 1987), Ida Kvetny, Tony Oursler (Evol, 1984), Michael Richardt, Ane Mette Ruge (R.E.M, 1989), Gudrun Hasle, Morten Skriver og Christian Skeel (Tears/Choices, 1989), Uffe Isolotto, Zbigniew Rybczyński (Tango, 1981), Filip Vest, Peter Fischli/David Weiss (Der Lauf der Dinge, 1987) samt Klara Lilja.

Hvor: Nedre Galleri  
Hvornår: 12. februar - 9. maj