Mie Olise:
Den Tavse Station

10. marts 2012 til 13. maj 2012

Med Den Tavse Station tog Mie Olise os med på en dobbelt-sporet ekspedition fra det virkelige Mors og det fiktive Jante til Holland og Newfoundland og hjem igen - en udstilling der konstant krydsede sporene mellem fiktion og virkelighed. Det var den hidtil største udstilling af Mie Olise, samt den første i København.

"En ung mand flygter fra sin fødeø Mors, hopper på et skib og kommer til kysterne ved Newfoundland. Han forlader skibet og holdes skjult af to fiskere i en kvist. Mange år senere bygger en anden ung mand et stort træskib, som han navngiver efter den mand, som flygtede fra øen. Den flygtendes navn er Espen Arnakke og skibets navn ligeså."
(Mie Olise om Espen Arnakke i Aksel Sandemoses selvbiografiske værk En flygtning krydser sit spor)

Den Tavse Station var en stor installation, som vævede to rejser sammen. Kunstnerens spor relaterede sig på forskellig vis til den litterære figur Espen Arnakke, som dels er hovedpersonen i Aksel Sandemoses berømte selvbiografiske værk En flygtning krydser sit spor, dels navnet på et skib, som kunstnerens far byggede i 1977, siden solgte og tabte sporet af. Mie Olises projekt, som begynder i 2009, forbinder et personligt erindringsspor med litterære og kulturpsykologiske referencer, hvor kunstneren optræder i rollerne som hovedperson, forfatter og opdagelsesrejsende.

Mie Olise er selv barn af øen Mors. En flygtning krydser sit spor inspirerede hende til at følge i Espen Arnakkes, men for så vidt også Aksel Sandemoses fodspor til Newfoundland. Arnakke er på mange måder Sande- moses alter ego. Sandemose hoppede også ombord på et skib til Newfoundland, kom i klammeri med en anden passager og måtte skjule sig i Newfoundland hos en venligtsindet mand. Olises rejse førte hende til Newfoundland, hvor hun mødte den 96-årige Arthur Ludlow, søn af manden, der skjulte Sandemose på sin kvist. Sideløbende med denne rejse fulgte Mie Olise skibet Espen Arnakkes rute. Hun spurgte sin far, hvem han solgte skibet til, og derpå fulgte et opsporingsarbejde til skibets efterfølgende seks ejere.
Installationen Den tavse Station bestod af en togstation i fuld skala- togstationen, som går igen i flere af Sandemoses litterære værker. Den forladte togstation samlede dermed Olises to ekspeditioner: Der var skibsmaster mellem skinnerne, en kakofoni af lyde, historier fra de mange ejere af skibet og Arthur Ludlow, der med kraftig newfoundlandsk accent beretter om sin fars og Sandemoses venskab. Publikum blev inviteret til at gå ind på togstationen eller sætte sig på perronen og lytte til de mange lydspor. På udstillingen kunne man desuden finde en række mindre installationer, bl.a. et sejl med konstruktionstegningerne af skibet broderet i 1:1 hængende fra en trapez, en installation med to forbundne pladespillere, samt et kæmpe maleri af en død sneugle i en kagedåse. Installationerne tog afsæt i de to rejsers spor og især dér, hvor de krydsede hinanden.

Om kunstneren:
Mie Olise(f. 1974) er uddannet med en Master of Fine Art, Central St. Martins, London i 2007 og har en baggrund som arkitekt MAA fra 2001. Hun har flere solo- og gruppeudstillinger i New York, Los Angeles, Berlin og Houston bag sig. Hun har haft residency ophold i Island og USA, og netop nu er hun tildelt et residency på Statens Værksteder for Kunst i København.